19.34 åndede hun ud for sidste gang

Kl. 13.00 d. 13. dec. kørte vi hende ned til operation og bad til at det ville tage lang tid, da vi så ville vide at der var noget tarm at arbejde med. Men desværre kom hun allerede op igen kun 1 time efter og der brød vores verden fuldstændig sammen. Vi græd længe over hende og hele familien kom og vi tog afsked med hende. Da familien gik, slap Rasmus og jeg Irma fri af alle hendes slanger og vi fik hende endelig i vores arme. Vi sad med hende i 1½ time og sang og fortalte hende om alle de oplevelse vi skulle have givet hende. Kl. 19.34 åndede hun ud for sidste gang og Rasmus og jeg oplevede en følelse af glæde over at hun havde givet slip og at hun ikke længere havde ondt! Hun var stadig så ufattelig smuk og hun så bare ud som om hun sov. Tænk at sådan et lille menneske kan klare så meget som hun havde klaret. Selvom det lyder underligt, så følte jeg mig så stolt over hende og den følelse har jeg stadig i dag! Lille stærke Irma Cornelia.

 

Der gik ikke lang tid før det ambulatorium som vi boede i var fyldt med mennesker igen. Vi kunne næsten ikke være der. Alle sad med hende og sagde farvel på hver deres måde og det var så vigtigt kan vi se i dag. Rasmus og jeg følte os trygge ved at der var så mange sammen med hende, så vi lånte nogle telefoner og satte os uden for værelset hvor vi på et par timer fik arrangeret hendes begravelse. Elisabeth Dons Christensen, som havde viet os i februar ville komme og Flemming Pless lånte os Christians kirken hvor vi var blevet viet. Vi fik snakket med bedemanden og det hele kunne lade sig gøre om lørdagen d. 15. dec. Det var vigtigt for os at der ikke gik for lang tid.

 

Den 14. dec. vågnede vi og sagde godmorgen til Irma. Vi fik skrevet dødsannoncen og nogle venner sørgede for at den kunne komme i avisen om lørdagen. Venner og familie tog sig af mad og drikke til dagen efter og i det hele taget oplevede Rasmus og jeg hvordan vores netværk mobiliserede sig og vi skulle slet ikke tænke på noget som helst. Det varmede helt ind i hjertet. Bedemanden kom med kisten og Rasmus fik dekoreret den så smukt. Den skulle jo også være helt personlig. Hele den dag kom og gik folk. Nogen kom igen og andre kom for første gang. Næsten alle vores venner nåede at se hende og os og der er ikke én eneste der fortryder det i dag. De ville ikke have været foruden og det ville vi heller ikke!

 

Om aftenen kom mine forældre, min bror og hans kæreste og Rasmus mor. Vi fik lagt hende i kisten. Folk havde alle noget med til hende og hun blev lagt i hendes første dragt. Lilla med små hvide dyr på. Vi puttede hende i hendes sengetøj og satte et billede at Rasmus og jeg i låget af kisten, så hun altid kunne kigge på os. Vi valgte salmer og sang dem for hende. Vi fortalt historier og drømme. Vi græd og grinte.

 

Dagen efter d. 15. dec. vågnede vi i ambulatoriet og glædede os over at solen skinnede som om det var første gang. Himmelen var helt blå og Rasmus og jeg havde en følelse af at i dag var første dag i resten af vores liv. Selvom vi skulle begrave vores datter så var vi fyldt med håb!

 

Det var som om at hele verden var kommet i kirken og Irma fik så utrolig mange smukke blomster. De lå hele vejen ned af kirkegulvet og fyldte hele trappen bag hendes kiste. Folk fortæller os stadig hvor smuk en begravelse det var. Det var på samme tid både meget underligt og meget smukt at sidde i den samme kirke hvor vi jo 9 måneder tidligere var blevet gift. Rasmus og jeg havde skrevet en tale til Irma og vi fik holdt den selvom vi var bange for at bryde sammen.

 

Da rustvognen kørte kiggede jeg over på Jesper og for første gang i 3 dage smilede han og mit hjerte blev en lille smule lettere. Efter gravøl kørte vi med familien ud på Bispebjerg kirkegård og nød alle hendes fine blomster.

 

Fredagen før jul fik vi sat hende i jorden på det smukkeste sted på kirkegården. Rasmus mor kalder det for Irmas eventyrhave. Det er den helt gamle del af kirkegården som har fået lov at gro vildt i mange år. Det er svært at finde hvis man ikke ved hvor det er. Men når man har dukket sig for grenene står man pludselig i en skovlysning og for foden af et stort gammelt lærketræ hvor der bor to egern og en fugl ligger Irma. Der er ingen hæk omkring hendes gravsted, kun skovbund.

 

Jeg har vedhæftet et kort. Den røde prik er der hvor hun ligger og det hedder 4D plads 74. Der er ikke nogen gravsten endnu. Men der ligger en masse små sten under træet hvor urnen blev sat ned. Min far har lavet en fin himmelstige som hænger på grenen lige over og hvis man bøjer hoved tilbage kan man se en fuglekasse som i sin tid tilhørte en ugle, men nu har egerne overtaget boet.

 

Rasmus og jeg vil til foråret ligge nogle sten på en eller anden måde for at markere stedet men stadig på naturens præmisser. Vi har en masse idéer. Vi er jo ikke arkitekter for ingen ting!

 

 

 

mere......

Dødsanonce "Politiken" »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Morfars digt »
Du fyldt vore hjerter med varme alle der holdt dig i hjælpeløse arme....

 

Bispebjerg kirkegård »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

 

 

 Døden

morfars himmelstige