Om morgnen kastede hun pludseligt op

D. 11. dec. om morgnen kastede hun pludseligt op. To store stråler skrig grønt opkast. Vi skulle alligevel ud på Hvidovre og have taget den der PKU test, så vi tænkte at vi bagefter ville gå ned på fødeklikken med hende. Her blev hun tilset af en meget arrogant læge som talte til os som om vi var alt for pylrede. "grønt opkast er helt normalt hos spædbørn" og så hjem med os!

 

Senere samme dag blev hun endnu dårligere og opkastet lignede til sidst grøn afføring. Vi ringede flere gange til fødeklikken, men de sagde bare at vi skulle komme igen onsdag morgen når lægerne alligevel lavede "fælles" undersøgelse af babyerne. Først da vi ringede og fortalte at der nu var blod i opkastet kunne vi lige til nød få lov at komme derud. På nuværende tidspunkt havde det lille pus kastet op i over 12 timer. Hun havde samtidig haft svært ved at trække vejret!

 

Kl. 03.00 ankom vi til Hvidovre og sad i over 1½ time og ventede på en børnelæge. Da hun kom, indlagde hun hende med det samme og man fandt ud af at hun havde tabt 500 gram af sin fødselsvægt og hun kun var 35 grader varm/kold.

 

Resten af tiden på Hvidovre, frem til at hun først kl. 13.00 d. 12. bliver overflyttet til Rigshospitalet, er ren kaos. Den ene læge efter den anden der bare tager så grueligt fejl og på ingen måde er i stand til at finde ud af hvad Irma fejler. Først mente man at hun havde en infektion, så en hjertefejl osv. osv. Først op ad formiddagen kommer der en læge ind på stuen som tager opkastet seriøst og vurdere at det må være hendes mave eller tarme der fejler noget! Er det ikke vildt! Hun har nu kastet op i 24 timer og på intet tidspunkt er der bare en der overvejer om det kan have noget med hendes mave at gøre!

 

Vi bliver overflyttet til Rigshospitalet og lige da vi ankommer, bliver hun gjort klar til operationen. Kiruren fortæller at han er næsten sikker på at det er tarmslyng. Og underlig nok, selvom vi jo kan se hvor syg og dårlig Irma er, ånder vi lettet op og tænker at så er det da slet ikke så slemt. " Man dør da ikke at noget med maven"...

 

Men virkeligheden var desværre en helt anden. Hendes tarm var stort set død da de åbnede hende op og Kiruren fortalte at der skulle et mirakel til. Man havde viklet tarmen ud (den havde snoet sig 2½ gang rundt om sig selv) prøvet at varme den lidt op og så lagt den tilbage i hendes mave. Man ville så give hende 24 timer og i den tid håbe på at bare noget af tarmen ville komme sig oven på iltmanglen. Vi fik af vide at man bliver født med 1½ meter tarm og at man sagtens kan leve med 30 cm. Altså skulle bare 1/5 af hendes tarm overleve.

 

De næste 24 timer var de værste i mit liv. Jeg havde på nuværende tidspunkt ikke sovet i 3-4 døgn og Rasmus og jeg skulle håbe på det bedste og forberede os på det værste. Det er en nærmest umulig opgave. Hver gang vi forberedte os på det værste så fik vi dårlig samvittighed over ikke at tro på bedste og vi følte mange gange at vi svigtede Irma som bare lå i sin lille seng fyldt med slanger og smertestillende.

 

Kl. 23.30 d. 12. dec. blev hun døbt at Flemming Pless og hele familien kom.Og det var sådan en fin dåb. Det er altså utroligt at ens sind kan rumme alt det. Vi blev 100 år på en uge. Fødsel, glæde, sygdom, dåb, død og begravelse. Kan jeg klare det, kan jeg klare alt! Selv da vi vidste hvor syg hun var og inderst inde nok alligevel kendte udfaldet, så var hendes dåb endnu en af de ufattelige lykkelige stunder. Hun var så fin da hun lå der med min dåbs kjole på. Min far havde nået at sy en lille grøn sløjfe på, da grøn er Rasmus og min farve. Håbets farve! Hun var vågen og lå og kiggede på os og på den monitor der registrede hendes hjerneaktivitet kunne vi se at hun genkendte os alle sammen og det gjorde os så glade. Hun var med!

 

Vi sad alle sammen sammen bagefter og Rasmus og jeg fortalte længe om vores oplevelser gennem de sidste to døgn. Familien tog hjem og vi fik lidt søvn. Vi vidste at det var nødvendigt at samle kræfter til dagen efter.

 

Vi stod op med en forfærdelig følelse i maven og ringede til Mikkel og Ane og fortalte dem det hele og de kom med det samme. Mikkel og Ane fik vores mobil telefoner og ringede til hele vores netværk og forberedte dem på hvad der var sket og hvad der kunne ske. De var hos os hele dagen, hvor vi stod om Irma og snakkede, sang og bad. Vi puslede hende og prøvede at give hende så meget omsorg som vi kunne selvom vi ikke kunne holde hende ind til os.

 

 

 

 

Links

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

 

 

Sygdommen