Vi levede i lykkelig uvidenhed!

Onsdag d. 5. december 2007

 

Irma var lidt taget ved fødslen. Hun skreg ikke men lå bare og kiggede rundt og kom sig lidt oven på den lange og hårde tur ud. Det første hun gjorde var dog at skide på mors mave. Men det mekonium havde jo også ligget og presset i 9 måneder i hendes tarme. Så hun var mere end tilgivet.

 

Efter at have ligge på mit bryst i en times tid blev hun, mod sin vilje, vejet, målt og undersøgt. Hun var en meget fin lille dame på 3818 g. og 53 cm lang. Jeg blev fuldstændig overvældet ved synet af hende grædende på vægten og da hun endelig kom tilbage på mit bryst var det som om at jeg blev hel igen. Hun havde jo trods alt boet under mit hjerte i 9 måneder så jeg var ikke vandt til ikke at have hende tæt på. Jeg prøvede at lægge hende til for at se om hun var sulten og trængte til lidt mad at styrke sig på. Men det blev bare til lidt sutten og grynten og så faldt hun i søvn. Men hun må også have trængt til det.

 

Mens Irma lå der på min mave og sov fik vi andre noget frokost og noget at drikke. Rasmus og Jesper faldt udmattede sammen i to sækkestole ved siden af Irma og jeg. Der lå vi så en times tid og snakkede om hele den kæmpe store oplevelse det havde været at Irma var kommet ind i denne verden til os. Rasmus og Jesper fortalte om deres oplevelse med at se mig have så mange smerter og følelsen af at det havde været en lang fødsel, selvom jordemødrene havde fortalt at det var en meget flot og slet ikke en lang førstegangs fødsel. Vi fik ringet og sms’et rundt til alle venner og familie og stolte fortalt at vi var blevet forældre til den smukkeste lille pige. Vores forældre græd af glæde og kunne slet ikke vente til at det blev besøgstid før de kunne se deres barnebarn.

 

Det blev tid til at jeg skulle på benene igen og på toilettet og se om jeg selv kunne tisse hvilket jo er et kriterium for at kunne bo på fødeklinikken frem for på barselsgangen. Det kunne jeg, selvom jeg måtte støttes lidt af en sygeplejerske. Imens fik Rasmus givet Irma lidt tøj på og Jesper fik filmet det hele. Vi fik pakket alt sammen fra fødestuen, fik sat en rød nål på opslagstavlen og gik derefter over på fødeklinikken på stue 5. Selvom mine ben kun kunne transportere mig i sneglefart så følte jeg mig som den stærkeste og lykkeligste kvinde i hele verden. Der var ikke det jeg ikke kunne klare som jeg gik der med min helt egen lille familie. Den følelse glemmer jeg aldrig.

 

Jesper og hans kæreste Linda, som var kommet inden vi gik på fødeklinikken, hjalp os lige på plads med vores ting og gik derefter en tur for lige at give os lidt plads og ro. En jordemoder kiggede ind og introducerede os til fødeklinikkens og hospitalets muligheder og tilbud de næste to dage. Vi fortalte kort om fødslen og snakkede derefter om amning. Vi besluttede at prøve at lægge Irma til igen og jeg tog derfor hendes tøj af og min bluse for at vi kunne give hinanden lidt varme og tryghed hud mod hud og så ville amningen måske komme helt naturligt. Men hun spiste ikke noget og virkede en lille smule frustreret uden at jeg rigtig kunne tolke hendes signaler. Jeg lod hende ligge hos mig uden tøj på og stille og roligt dumpede den ene bedsteforældre ind efter den anden. Alle meget spændte og rørte over hele situationen. Det var en ubeskrivelig følelse at side der med sit nyfødte barn og vise hende frem til sine forældre. Der sker noget helt grundlæggende i én når man bliver forældre. Noget ændres fra det ene øjeblik til det næste. Meget stor oplevelse!

 

Sent på eftermiddagen da de sidste bedsteforældre, imod deres vilje, var taget hjem fik far og datter sig en velfortjent lur. De lå ansigt mod ansigt og jeg stod beundrende over dem og betragtede synet. Underligt nok fik jeg ikke selv noget søvn. Jeg var høj på hele oplevelsen af at være blevet mor. Da Rasmus mor kom ved 21 tiden vågnede de to sovetryner og farmor fik Irma i armene. Vi sad der en times tid og sludrede og så gik farmor også.

Vi satte os ud i fælleskøkkenet og lavede noget the. Pludselig som vi sad der kastede Irma op. To store stråler brunligt opkast. Jeg løftede hende op fra krybben og løb ud med hende til jordemødrene. De forsikrede mig om at det var helt normalt at nyfødte kunne være forkvalmet og kaste fostervand op efter fødslen. Beroliget af de erfarne men alligevel lidt bekymret gik vi tilbage til stuen for at få lidt søvn. Lige inden skiftede vi Irmas stofble og konstaterede at hun havde tisset og vi gav hende derfor en ny ren ble på.

 

Den første nat fik jeg ikke sovet mere end et par timer. Irma var urolig og ville ikke ligge for sig selv i hendes lille seng så hun lå hos mig. Når hun endelig faldt i søvn turde jeg næsten ikke bevæge mig for at undgå at hun skulle vågne. Når jeg ind i mellem blundede, blev det heller ikke til dyb søvn i angst for at komme til at ligge mig oven på hende. Men sådan er det vel at blive mor for første gang.

 

 

Torsdag d. 6. december 2007

 

Jeg kan huske at jeg skulle knibe mig selv i armen da jeg slog øjnene op efter alt for lidt søvn på Irmas 2. levedag. Rasmus vågnede også og havde det på samme måde. Tænk der lå hun hende det lille pus. Rasmus tog Irma med ud for at tjekke hendes ble og jeg strakte mig oven på en nat i mærkelige stillinger af hensyn til Irma.

 

Irma havde haft hendes første rigtige afføring efter fødslen og jeg kan huske at jeg følte mig lidt skyldig over at jeg ikke havde tjekket det i løbet af natten. Men vi konkluderede at det måtte være kommet i løbet af morgenen. Ellers havde jeg kunne lugte det tidligere. Hele ”første lorteble” seancen blev foreviget på vores nyindkøbte videokamera, indkøb til lejligheden. Rasmus stod og sludrede og hyggede sig med at skifte Irma og jeg stod stolt og så til. Hun fik sin ”aller første fine” lille dragt på. En lilla sag med små hvide dyr på. Den havde vi købt da vi vidste at Irma blev en pige. Det var første gang vi turde købe noget til hende. Så den skulle selvfølgelig også være det første stykke tøj hun skulle have på, næst efter hospitalstøjet selvfølgelig. 

 

Herefter var Irma lidt mere rolig og jeg prøvede at lægge hende til. Det tog lidt tid men pludselig kunne jeg mærke at hun sugede lidt. Det blev ikke til meget men jeg var glad for at hun trods alt fik lidt. Jordemoderen kiggede ind og sagde godmorgen og jeg fortalte at det altså ikke rigtigt var blevet til den helt store amning endnu. Hun ville notere sig det og kigge ind til os igen lidt senere. 

 

Vi deltog i den fælles lægeundersøgelse af alle de nyfødte og Irma blev undersøgt af Ole Pryds og en lægestuderende. Vi lyttede meget intenst til hvad Ole fortalte os og vi fortalte ham samtidig at Irma havde været forkvalmet aftenen før, havde kastet op og ikke rigtigt havde spist endnu. Det virkede han ikke synderligt alarmeret over og fortalte os at det var meget normalt. Ole bemærkede Irmas lange fine fingre og kom med en bemærkning om at hun da helt sikkert blev en berømt pianist når hun blev stor. Vi var så stolte og slet ikke til at pille ned igen. Under Irmas undersøgelse lå der en lille dreng ved siden af hende som også blev undersøgt. Han havde et eller andet lille problem med sin tissemand som han højest sandsynligt skulle opereres for senere, men det var ikke alvorligt. Jeg kan tydeligt huske hvordan Rasmus og jeg kiggede på hinanden og læste hinandens tanker. Pyha hvor var vi lettede over at vores lille Irma ikke fejlede noget, ikke engang noget ufarligt som kunne fikses senere. Men vi blev klogere gjorde vi.

 

Rasmus og jeg besluttede os for at gå en lille tur og se nogle andre omgivelser end fødeklinikken og vores meget lille stue. Vi havde også snart smagt hele menukortet så vi ville gå en tur op i cafeteriet for at spise frokost. Her fik vi besøg af to af vores venner og vi gik ned på stuen igen da jeg gerne ville prøve at ligge Irma til i rolige omgivelser. Det lykkedes ikke rigtigt men jeg tror at hun fik en lille smule mælk. Jordemoderen kiggede ind igen og bemærkede at vi havde besøg uden for besøgstiden. Vores venner gik kort efter og vi lagde os alle tre i min seng og faldt i søvn.

 

Om aftenen inden for besøgstiden kom familien og nogle venner på besøg. Nogle så Irma for første gang mens det meste af familien så hende for anden gang. De kunne forståeligt nok ikke holde sig væk. Irma sov og gik tillidsfuldt på omgang i diverse trygge arme. Folk gik igen ved 21 tiden og projekt amning kunne fortsætte. Og ligesom de foregående forsøg virkede det kun kortvarigt. Nu var jeg begyndt at blive lidt nevøs. Jeg havde virkelig behov for en succes oplevelse med hensyn til at give mit barn mad. Samtidig begyndte Irma også at virke frustreret og jeg var så udmattet nu. Siden fødslen havde jeg kun sovet ca. 4-5 timer og nu kunne jeg også mærke at jeg trængte til søvn. Rasmus tog derfor Irma med ud på gangen hvor han gik op og ned i noget tid indtil han følte at Irma var utrøstelig. Han søgte hjælp hos jordemødrene og de smilede lidt og fortalte ham at det her mønster var meget normalt anden nat på fødegangen. Mødrene var trætte og børnene utrøstelige og fædrene endte med at gå op og ned ad gangene i håb om at berolige deres barn. Rasmus satte sig hos jordemødrene der hyggede sig med film og slik. Irma fik lidt mælkeerstatning i et lille bæger og blev herefter mere rolig.

 

Rasmus kom ind på stuen igen efter en times tid og fortalte mig at Irma var blevet tilmadet og at det jo tilsyneladende havde hjulpet. Jeg kan huske at jeg både blev lettet over at hun havde fået noget i maven og var blevet rolig igen, men følte mig samtidig magtesløs og underlig til mode. Hvorfor ville hun ikke spise hos mig? Virkede mine bryster ikke? Virkede jeg urolig på Irma? Var Irma helt rask eller havde hun stadig kvalme og fejlede hun måske noget? På trods af bekymringer fik jeg et par timers søvn sammen med Irma i sengen og resten af natten sov hun fint.

 

 

Fredag d. 7. december 2007

 

Jeg var splittet og lidt nervøs om morgnen. Vi skulle jo hjem i dag og det glædede jeg mig helt vildt til. At komme hjem med Irma til vores hjem som en lille familie betød meget. Hjem til det børneværelse som vi havde brugt det sidste halve år på at sætte i stand til vores lille Irma pige. Men jeg var samtidig utryg over at amningen ikke endnu fungerede ordentligt. Jeg var egentlig inderst inde godt klar over at det sjældent fungere 100 % efter bare 2 dage, men med Irma fungerede det jo ikke engang 50 %. Jeg fik givet udtryk for lidt af min bekymring til den jordemoder der kiggede ind til os om morgnen, men hun var sikker på at det nok skulle komme til at fungere meget snart og at jeg så ville blive en super ammer. Jeg forsøgte igen at lægge Irma til og jordemoderen så til. Der gik lidt tid men så fungerede det også dog for en kort periode igen. Jordemoderen bemærkede at det jo fungerede når hun spiste. Men min bekymring gik egentlig ikke på om Irma kunne finde ud af at sutte, men at hun ikke virkede sulten og samtidig faldt i søvn ved brystet. Men jordemoderen gik og forsikrede os om at lige så snart vi kom hjem, så var hun sikker på at det nok skulle fungere.

 

Vi spiste morgenmad og pakkede sammen. Jeg blev enig med mig selv om at jeg ville hive fat i jordemoderen igen inden at vi gik. Men jeg håbede stadig på at Irma ville spise rigtigt inden at vi skulle hjem. Hvis ikke så havde jordemødrene jo sagt at det jo var derfor at man var der. Det var udelukkende for at få amningen i gang så forældrene kunne sendes hjem med en tryg fornemmelse og et barn der vel at mærket også havde fået noget at spise. De var jo meget strikse med at besøgstiderne blev overholdt og forklarede det med at det var vigtigt at forældre og barn fik ro så amningen kunne komme i gang. Så jeg konkluderede at de vel ikke sendte os hjem uden at amningen havde været vellykket bare en enkelt gang.

 

Alt i mens at vi havde spist og pakket sammen var Irma faldet i søvn. Vi gik til Udtjekningsmøde og lyttede intenst til hvad de to jordemødre havde at fortælle. Det meste handlede igen om amning og de fleste mødre sad da også og ammede deres barn, men Irma sov. På et tidspunkt fremhævede en af jordemødrene en mor hvis barn suttede flittigt og sagde at sådan skulle det se ud på nuværende tidspunkt med en lille nyfødt. Sådan skulle de spise når de var 2 dage gamle. Ja tak tænkte jeg, så er min bekymring jo reel nok.

 

Efter mødet kom der en fysioterapeut der skulle vise os mødre nogle øvelser til at få trænet bækkenbunden op igen. Mens jeg lå der på gulvet og prustede og stønnede, sad Rasmus med Irma, som var langt væk i drømmeland, og kiggede på. 

 

Inden at vi gik til Udtjekningsmøde havde vi bestilt frokost så den ville står klar til os efter, så vi satte os ud i fælleskøkkenet for at spise inden at vi skulle trille hjem. Jeg prøvede samtidig at give Irma noget mad men hun sov så tungt at jeg ikke kunne vække hende. Det gjorde mig yderligere urolig. Jordemoderen kom en sidste gang for at sige farvel og jeg forklarede hende at jeg jo ikke rigtig kunne give Irma mad da jeg jo ikke kunne vække hende. Hvis hun vågnede flygtigt fald hun bare i søvn igen ved brystet. Jordemoderen var stadig ikke bekymret og var sikker på at det nok skulle komme når vi kom hjem.

 

Vi sagde farvel og kørte hjem til Nørrebro. Det var underligt at forlade hospitalet. Livet der de sidste to dage havde føltes ligesom at bo i en osteklokke. Alt var lidt uvirkeligt og trygt fordi at personalet jo var der og sagde at alt var fint, selvom min fornemmelse sagde mig noget andet. Og da vi kørte væk fra hospitalet føltes trygheden endnu længere væk. Samtidig glædet vi os jo til at komme hjem til os selv. Det var nogle meget modstridende følelser.

 

Irma havde sovet hele vejen hjem. Hun havde overhoved ikke bemærket kulden eller rystelserne. Den der 12 timers lur som jordemødrene havde fortalt nogle babyer tager efter fødslen, den tog Irma da i hvert fald nu. Men samtidig tænkte jeg at hun jo havde sovet meget allerede og faktisk ikke rigtigt spist endnu. Jeg følte mig en smule beroliget af at Ane skulle komme, så kunne jeg snakke med hende om det.

 

Mikkel og Ane er nogle af Rasmus gamle venner. Ane er neonatal sygeplejerske i Sverige hvor de også bor. De ville komme og besøge os og se Irma sammen med deres to piger, Kamille og Luna. Mens jeg kom lidt på plads derhjemme, smuttede Rasmus ned til bageren og købte lidt af hvert til os og vores gæster. De kom og var meget spændte på at se Irma som bare sov og sov. Efter lidt tid tog Ane Irma i armene og prøvede blidt at vække hende. Jeg kunne godt fornemme at Ane ikke var helt rolig. Vi satte os ind i soveværelset og Ane viste mig hvordan jeg kunne malke ud med hånden for så at give Irma lidt mad på en ske eller i et lille glas. Vi snakkede lidt og jeg fortalte hende hele forløbet fra hun var blevet født. Ane gav mig lidt råd og vejledning i det her med at tilmade Irma og så tog de hjem så vi kunne få lidt ro. På nuværende tidspunkt havde Irma sovet i over 12 timer i træk.

 

Efter gæsterne var gået vågnede Irma lige så stille. Rasmus skiftede hende og hun havde tisset i bleen. Han gav hende kun en ren ble på og jeg tog også det meste af mit tøj af. Jeg havde fået af vide at mælken løber nemmere til uden bh og alt for meget tøj på. Så der sad jeg i sofaen i fuldt flor og prøvede så igen at lægge Irma til. Det blev ikke til det helt store og bekymringen og trætheden overmandede mig fuldstændigt. Jeg prøvede i stedet at malke noget mælk ud og vi gav hende det i et lille bæger. Ligesom hun blev tilmadet natten før på hospitalet. Og det virkede. Hun fik da i hvert fald spist det jeg havde malket ud til hende. Herefter faldt hun i søvn igen. Rasmus og jeg var også fuldstændig udmattet så vi lagde Irma i hendes vugge ved siden af sengen og krøb selv i seng og faldt i søvn med det samme.

 

Irma vågnede kun 1 gang i løbet af natten og jeg satte mig ind i sofaen og prøvede at amme hende. Hun spise en smule og vi faldt begge i søvn der på sofaen. Jeg vågnede lidt tid efter og listede ind i seng igen. Jeg lagde Irma ved siden af mig og prøvede at amme hende i liggende stilling. Det blev ikke rigtigt til noget men vi faldt i søvn og sov til næste morgen.

 

 

 

News

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

 

 

Livet