Uge 40

 

 

Irma er et ønskebarn i hele ordets forstand.  Vi ønskede os hende helt inde fra det inderste af vores væsen.

 

Vi blev gift d. 24. februar 2007 og blev straks efter gravide med Irma. Graviditeten gik godt og vi glædede os som små børn til at blive forældre. De 3 første måneder var bekymringen om at graviditeten skulle blive dog ekstra udpræget på grund af en abort i oktober 2006. Men det kom vi over og vi oplevede at maven voksede og dermed også forventningerne.

 

 Til gennemskanningen i 20. uge fandt man en ovariecyste på Irmas ene æggestok. Lige efter blev vi sendt til Herlev hvor vi blev dobbelttjekket af læge ..... Sperling. Hun mente at den var ufarlig, men at vi selvfølgelig skulle tjekkes igen et par uger efter. Det blev vi og cysten var forsvundet. Vi åndede lettet op men snakkede efterfølgende om den bekymring og frygt vi havde oplevet i forbindelse med cysten.

 

Resten af graviditeten gik godt, dog følte vi begge at vi først kunne være helt rolige når hun var blevet født. Vi havde en følelse af at når hun først var ude hos os så var det trygt. Så ville vi kunne gøre noget til forskel fra når hun lå inde i maven.

 

Efteråret kom og jeg gik på barsel d. 5. november. Det var tiltrængt da jeg var træt helt ind til benet. Jeg gik og byggede rede og prøvede at slappe af samtidig. Jeg tror også at Irma slappede af, for på et tidspunkt mærkede jeg hende ikke rigtigt i et par dage og hun var ellers normalt en meget livlig baby inde i maven. På 3. dagen blev jeg for alvor nervøs og Rasmus og jeg kørte ud på Hvidovre for at få hende tjekket. Alt var fint og som jeg lå der og fik kørt hjertestrimmel på maven blev Irma da også mere og mere livlig igen. Hun havde nok bare taget sig en meget lang lur. Vi fik en tid til en flowskanning dagen efter og tog meget lettede hjem. Flowskanningen var fin og vi prøvede igen at slappe helt af og bare glæde os til hun kom ud.

 

Terminsdagen d. 1. december kom og jeg havde selvfølgelig regnet med at hun ville komme lige på dagen. Men jeg blev slemt skuffet. Jeg havde en masse regelmæssige plukveer og troede flere gange at det da måtte være rigtige veer. Men nej. De næste 4 dage var lange og jeg var træt og aktivitetsniveauet taget i betragtning så var Irma også træt.

 

Den 4. december havde Rasmus taget fri fra arbejde da vi skulle til jordemoder. Vi gik en lang tur rundt i byen og nød den friske luft og den snarlige udsigt til at blive forældre. Da vi kom til jordemoderen bad jeg hende mærke på mig da jeg følte at der da måtte være sket noget forneden. Og ganske rigtigt så var jeg åbnet mig 1 cm. Hun spurgte mig om jeg ville have løsnet hinder, da det måske kunne fremskynde fødslen. Det ville jeg meget gerne og på det tidspunkt gik det rigtig op for os at det var snart. Tænk, vi ville snart blive 3. Vi ville snart blive en lille familie. Jeg holdt Rasmus i hånden og bed smerten i mig da jordemoderen åbnede mig endnu mere. Da vi gik derfra var jeg ca. 2 cm åben og meget spændt.

 

Høje på tanken om at fødslen muligvis kunne være i gang meget snart, besluttede vi os for at gå lidt mere. Vejret var dejligt og vi følte at vi kunne klare det hele. Vi besluttede os for at gå forbi Rasmus far og hans kone og hilse på og få lidt at drikke. Herefter måtte jeg konstatere at mine ben ikke kunne mere og at jeg nok hellere måtte spare på kræfterne så vi blev vi kørt hjem.

 

Derhjemme ventede min mor og far der ligge var kommet forbi. De ville gerne nå at se mig og maven en sidste gang inden at jeg skulle føde. De havde på fornemmelsen at det var snart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

News

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

Headlines »
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit.

 

 

Graviditeten